Årsberetning 2013

Årsberetning for Landsforeningen af Førerhundebrugere, LAF, for foreningsåret 2013-2014.

 

Indledning

Vi nærmer os nu generalforsamlingen 2014, og det er blevet tid til at se lidt tilbage på det foreningsår, som nu snart er gået. Det har været et år, hvor nogle ting endelig er blevet en realitet, vi fik i juni endelig de nye førerhundebøjler til førerhunde fra DBS, mens andre af de kendte travere stadig trasker derudad, sig ikke ordet DSB! Men desværre blev det så også et år, hvor førerhundebrugere i Danmark for første gang oplevede, at en kommune på baggrund af prisforskellen mellem de to leverandører af førerhunde, tvang en førerhundebruger til at vælge en bestemt leverandør, med mindre vedkommende selv ville betale differencen både på selve hunden men også det årlige vedligeholdelsesbeløb. Denne afgørelse indvarsler for alvor en ny æra i førerhundesagens historie, og bestyrelsen ser med stor bekymring på fremtiden, hvor potentielle nye leverandører af førerhunde kan tænkes at lægge prisen endnu lavere, og hvad så med kvaliteten?

 

Men det blev også et år med 2 rigtigt gode og velbesøgte træf, hvor stemningen var rigtig god, og et år, hvor bestyrelsen havde fokus på at stoppe dykket i medlemstallet, hvilket er lykkedes. Endelig blev det et år, hvor vi atter fik ny redaktør af bladet Førerhunden. Alt dette og meget mere kan du læse om i denne årsberetning.

Bestyrelsen

Bestyrelsen har bestået af formand Lene F. Andersen, kasserer Henning Backs, bestyrelsesmedlemmerne Carsten Gade, Erika Sandholm og Tina Jellesen Nielsen samt suppleanterne Brian Sørensen og Jeanet Høst.

Henning Backs har gjort et stærkt com-back i foreningen som kasserer, og har med fantastisk energi og omhyggelighed holdt styr på både foreningens finanser, kontrakter med Fuglsangcentret, medlemskartoteket og ikke mindst til- og frameldinger til arrangementer. Henning er desuden rigtig god til at holde kontakt til medlemmerne. Det er et stort arbejde at være kasserer, så vi skal huske at sætte pris på det.

 

Bestyrelsen har afholdt 4 møder, alle møder med en overnatning på Fuglsangcentret. Stemningen og samarbejdet i bestyrelsen har været super, der er blevet grinet og drillet kærligt på møderne, og samtidig har alle tilbudt at give en hånd med til arbejdet, nogle med at skrive, andre med at sørge for, at foreningens arrangementer blev planlagt og gennemført. Der har været opgaver til alle, og ikke alle opgaver er endnu landet, så den kommende bestyrelse kommer heller ikke til at kede sig. Mellem møderne har bestyrelsen kommunikeret pr. mail eller telefon.

 

Lene meddelte allerede i efteråret, at hun ikke ville genopstille som formand i 2014, så bestyrelsen har efterlyst en formandskandidat. Lene har i øjeblikket været så heldig at få et drømmejob i en projektafdeling, hvor der udvikles nye IT løsninger i Erhvervsstyrelsen, og sådan et job kræver en fleksibilitet og en arbejdsbyrde, så der ikke er meget energi tilbage, når arbejdsdagen er slut og der er brugt energi på ud- og hjemturen. Så for at LAF kan få en formand, som har bedre tid og energi til at rykke på sagerne, vælger Lene ikke at genopstille.

 

Vi håber, LAF får en god og energisk ny bestyrelse med gode input fra generalforsamlingen,

 

Medlemstal

I begyndelsen af 2013 havde LAF 149 aktive og 32 interessemedlemmer. Dette var en nedgang siden året før, så bestyrelsen har hele året haft fokus på at skaffe flere medlemmer, gerne ved at få tidligere medlemmer, som var blevet slettet, tilbage i foreningen igen. I starten af 2014 blev der udsendt kontingentopkrævninger til 149 aktive og 32 interessemedlemmer, så vi må sige, at nedgangen i medlemstallet er bremset, men vores mål om at øge medlemstallet har vi endnu ikke opnået. Vi skal dog huske, at der generelt ser ud til at være et lille fald i det samlede antal førerhundebrugere i Danmark, men så må vi jo arbejde for, at en større procentdel synes, LAF er en forening, det er værd at være medlem af.

 

Bestyrelsen har, både som reaktion på forslag fra sidste års generalforsamling og på eget initiativ, gennemført en undersøgelse blandt tidligere medlemmer. Formålet var helt overordnet at finde ud af, hvorfor de ikke længere var medlem, og hvad der skulle til, før de igen blev medlem af foreningen. Arbejdsgruppen blev generelt meget positivt modtaget, da de ringede til 37 tidligere medlemmer, 28 af disse ønskede at medvirke i undersøgelsen. Her bringer vi resultatet af undersøgelsen i tal:

Gruppe 1: brugere som kunne ønske sig større imødekommenhed: 4

Gruppe 2: Folk under uddannelse, job og familie, som derfor ikke er i LAF: 5

Gruppe 3: blandet:

Grundet helbredsproblemer antal 2

Hvor der er tvivl om at beholde hund, men hvis, så ønskes medlemskab af LAF. Igen antal 2

En som gerne vil meldes ind igen, hvis vedkommende får hund.

To som ikke skal have hund igen og derfor ikke ønsker at blive indmeldt igen.

En som er blevet mættet med informationer, om det at have førerhund.

To der ønsker større faglighed.

To der ikke ønsker at deltage, så længe BFOs medlemmer må deltage i LAF-arrangementer.

En der ønsker større samarbejde med BFO., ellers meget tilfreds med LAFs aktiviteter.

Tre der ønsker større geografisk spredning af LAFs arrangementer.

Tre, som synes at det er for dyrt at deltage i LAFs arrangementer.

En som synes at kontingentet i LAF. Er for højt.

 

Undersøgelsen resulterede faktisk i 4 genindmeldelser, nemlig 3 aktive og 1 interesemedlemmer. Vi har også konstateret, at det godt kan betale sig at kontakte medlemmer, som ikke får betalt deres kontingent til tiden, da nogle af disse rent faktisk viser sig ikke at have modtaget opkrævningen f.eks. grundet ny mail adresse eller PC nedbrud.

 

Ud fra ovenstående tilbagemeldinger har bestyrelsen haft emner som lokale arrangementer, kortere arrangementer og lavere kontingent til folk med lav indkomst på dagsorden, og vi er i skrivende stund ved at undersøge, hvor mange førerhundebrugere under 30, DBS har, samt hvordan Interessegruppen for Erhverv og Uddannelse i praksis håndterer forskellige kontingenter til folk med lave indkomster. Endelig fortsætter vi med at arbejde for, at alle, der deltager i LAFs arrangementer, helst skal føle sig velkomne og hurtigt komme ind i det sociale samvær. Et initiativ, som lige skal have det sidste skub ud over rampen, er at lave en CD som en lille reklame for LAF. Det er tanken, den skal indeholde fakta om foreningen krydret med klip fra arrangementer og lidt interview med folk om, hvad de får ud af at være medlem af LAF. CD’en tænkes udleveret på ansøgerkurser og til potentielle medlemmer. Der udestår lige lidt praktisk arbejde med at få CD’en sammensat og klippet.

 

Bestyrelsen har også, ud over de politiske sager som nævnes senere, arbejdet med følgende:

Opdatering og udsendelse af adresselisten samt opdatering af LAFs mailingliste:

Især mailinglisten trængte til en kærlig opdatering, hvilket Henning straks kastede sig over efter generalforsamlingen. Vi opfordrer stadig alle til at huske at give besked, hvis I flytter, får ny mail- eller postadresse, får ny hund eller ændrer telefonnummer, for det er jo sjovest, hvis vi har de rigtige oplysninger og I kan få de ting tilsendt, I skal have. Det var desværre nødvendigt at indsætte en sætning om, at LAFs adresseliste ikke må bruges til fundraising eller til kommercielt brug, da et medlem benyttede listen til systematisk at ringe rundt for at samle penge ind til BFO.

 

Opdatering af listen over modtagere af bladet Førerhunden hos NOTA

Trods ihærdige forespørgsler kunne vi ikke få en liste fra NOTA over de personer, som var tilmeldt bladet Førerhunden, og NOTA havde tilsyneladende ”glemt” at kun LAF kan til- og framelde folk dette blad. Så Henning sendte i stedet en liste til NOTA over de, som skulle modtage bladet på lyd og bad NOTA slette alle andre. Desværre har nogle oplevet ikke at modtage bladet, men heldigvis er det vidst efterhånden lykkedes at få alle opdateringer på plads. Man bliver ikke tilmeldt bladet Førerhunden før man har betalt sit kontingent til LAF. Ud over de lydudgaver, som NOTA sender direkte til lånere, som er medlemmer af LAF, sendes nogle ekstra kopier til kassereren, som så udsender disse til de interessemedlemmer, som ikke kan blive lånere på NOTA, f.eks. instruktørerne.

 

Oprettelse af NemID og digital postkasse til foreningen

Det viste sig at være mere end almindeligt svært at få bestilt en NemID til foreningen, så vi kunne få den lovbefalede digitale postkasse. Det krævede mange henvendelser fra kassereren til Nets, som udsteder NemID, og nemt var det ikke, når man som synshandicappet skal udfylde bestillingsblanketter korrekt. Men nu er det lykkedes, men det var tæt på at Henning måtte have blodtrykssænkende medicin!

 

Undervisning af nydanskere i, hvad en førerhund er

Bestyrelsen havde sidste år kontaktet Blindeinstituttet i Hellerup og tilbudt at komme og fortælle om førerhunde på kurser for nydanskere. Årsagen er, at vi har oplevet nydanskere med synshandicap, som på DBS arrangementer var bange for førerhunde, og vi tænkte, vi måske kunne gøre en forskel ved at fortælle, hvad førerhunde er på samme måde som til taxachauffører. desværre kom der ikke nogen brugbare tilbagemeldinger fra Blindeinstituttet, så den del har ligget stille. I Roskilde har 20 invandreforeninger sat fokus på bl.a. blinde og nydanskere, og her er der blevet vist en engelsk video om førerhunde ved et rigtigt godt arrangement. LAF bør fortsat følge disse aktiviteter.

 

Hvad bør en bevilling på førerhund som minimum indeholde

En arbejdsgruppe i LAFs bestyrelse er i gang med et holdningspapir om, hvad LAF mener, en bevilling på en førerhund som minimum bør indeholde og om førerhundes kvalitet. I en tid, hvor det nu ser ud til, at vi har 3 leverandører af førerhunde, som hver især selv godkender deres egne produkter, og med 98 kommuner og kommunernes Landsforening, som vi må frygte ikke har indsigt i, hvor vigtigt kvaliteten af førerhunde og det at matche den rette hund med den rette bruger og med de rette støtteforanstaltninger er, føler bestyrelsen, at LAF bør have en holdning til dette emne. Men lad det være sagt med det samme, det er ikke et let papir at udarbejde, og i skrivende stund er det stadig på vej.

 

Økonomi

LAF kommer ud af regnskabsåret 2013 med et driftsunderskud på 3.852,23 kr. før kursregulering og et underskud på 9.047,05 efter kursregulering. Der var budgetteret med et underskud på -23.630 kr. Forskellen skyldes primært, at vi var så heldige at modtage 25.000 kr. fra Elise Inger Bjerløv Jacobsens mindefond til træffet i september, penge, som vi er meget taknemmelige for. Det er fortsat Lene F. Andersen, som er personligt udpeget medlem af denne fonds bestyrelse, som derudover består at Tanja V. Andersen fra DBS forretningsudvalg og en advokat. LAFs egenkapital udgjorde derfor 31. december 2013 337.484,25 kr.

 

Da vores højrentekonto, som i mange år har gjort os godt, desværre udløb i foråret 2013, skulle bestyrelsen beslutte, hvordan vi ville investere den del af LAFs formue, som vi ikke stod og skulle bruge umiddelbart. Det var vigtigt for bestyrelsen, at investeringen skete i så sikre papirer som muligt, men at det samtidig gav noget afkast, da bankernes indlånsrenter bestemt ikke er noget, vi kan mærke lige for tiden. Valget faldt derfor på danske realkreditobligationer med et forventet årligt afkast på 3.8 %. Vi kan da heldigvis også allerede nu se en øget indtægt på posten renter. Danske realkreditobligationer er noget af det sikreste at investere i, så selvom der 31. december 2013 var et kurstab, mener vi ikke, der er grund til bekymring, men naturligvis skal den kommende bestyrelse fortsat holde øje med anbringelsen af foreningens formue. I skrivende stund er kursen allerede steget igen. Vi har valgt jyske Bank som forvalter af disse obligationer, da de tilbød de laveste administrationsomkostninger og gratis rådgivning.

 

Danske Bank har voldt kassereren og formanden en del hovedbrud, da det har taget urimeligt lang tid og unødig bureaukrati at skifte kasserer. Og seneste prisstigninger i bankens administrationsudgifter får os til at mene, at den nye bestyrelse, når den nye formand alligevel skal have fuldmagt, bør overveje, om LAFs foreningskonto skal forblive hos Danske Bank. Bankskifte vil medføre, at foreningen får ny konto, og denne ulempe for medlemmerne skal naturligvis vejes op mod de ågerpriser, banken nu vil have for en foreningskonto.

 

Et andet økonomisk aspekt, som bestyrelsen har haft fokus på, er afbestillingsgebyrerne på Fuglsangcentret. For at kunne tydeliggøre, hvad de nuværende afbestillingsregler rent økonomisk koster en forening som LAF, har afbestillingsgebyrer nu fået deres helt egen post i regnskaberne for de enkelte arrangementer. Hvis en person afmeldes for sent, medfører det opkrævning af fuld pris ekskl. Legat for hele arrangementet fra FSC. I 2013 havde LAF derfor udgifter til afbestillingsgebyrer på 7.889 ved generalforsamlingen og 4.724 kr. ved juni træffet. Heldigvis ingen for sene afbud ved træffet i september. Den helt primære årsag til afbuddene har været sygdom hos bruger eller at dyrlægen grundet hundens sygdom har frarådet brugeren at deltage. En enkelt måtte endda melde afbud, fordi hunden samme dag måtte aflives grundet akut sygdom. Bestyrelsen sørger for, at tilmeldingsfrister ligger i så god tid inden arrangementer, at vi kan tilpasse antal reserverede værelser på FSC indenfor gældende tidsfrister, og så håber vi, vi evt. kan få flere værelser, hvis det skulle vise sig, at deltagerne strømmer til. Vi har også forsøgt at tydeliggøre reglerne for afbestilling i vores invitationer, og det er da heller ikke vores indtryk, at medlemmerne bare afbestiller for deres fornøjelses skyld.

 

Når deltagere melder afbud for sent, opkræves de fortsat deltagergebyret minus deres rejserefusion. Bestyrelsen har drøftet, om LAFs udgifter til afbestillinger kunne nedsættes lidt, hvis vi ikke fratrak rejserefusionen fra deltagerbetalingen, men ulempen ved at skulle udbetale rejserefusion på selve arrangementerne i stedet synes vi, overskygger den lille ekstra indtægt, vi ville få. Dog er det besluttet, at for førstegangsdeltagere, som deltager for halv pris i arrangementer, udbetales rejserefusion først på selve arrangementet, da LAF i sådanne situationer risikerer slet ingen indtægter at få fra deltageren. Den nye bestyrelse kan, med baggrund i de reelle udgifter til afbestillingsgebyrer, overveje en fornyet henvendelse til DBS om, hvor hensigtsmæssigt reglerne er for mindre foreninger. I LAF er der jo rent faktisk 2, som kan blive syge og dermed være årsag til afbud, nemlig både hund og bruger. Det er naturligvis forståeligt, at FSC skal have dækket omkostninger i forbindelse med sene afbud, men vi har lidt svært ved at forstå, hvorfor vi skal betale for hele arrangementet, når normal praksis på hoteller synes at være, at man betaler for 1 døgn ved for sent afbud.

 

Det er fortsat vigtigt, både for foreningens økonomi og gennemslagskraft, at der er fokus på at få nye medlemmer og ikke mindst at fastholde de, som allerede er her. LAF modtager, for hvert aktivt medlem, 200 kr. i medlemstilskud fra DBS, og for hvert interessemedlem, som også er medlem af DBS, modtager foreningen 150 kr.

 

Arrangementer

I 2013 har LAF afholdt den årlige generalforsamling i marts og 2 træf, nemlig i juni og i september. Alle arrangementer har været vel besøgt, og det er vores indtryk, at stemningen har været rigtig god. Træffene adskiller sig fra kurser ved, at indholdet er knapt så fagligt, og at der også er tid til en del socialt samvær.

 

Træffet i juni

I weekenden den 7-9 juni afholdt vi førerhundetræf på FSC. Det helt store højdepunkt på træffet var, da deltagerne med hunde fra DBS’ førerhundeordning vi lørdag formiddag fik udleveret og tilpasset nye bøjler med hjælp fra 2 førerhundeinstruktører. Derudover indeholdt programmet foredrag om kamphunde, aktiviteter med hunden i aktivitetsgården og på græsplænen, en strandtur og ikke mindst indlæring af ruter i skoven, til ”verdens ende” og rundt om centret. Lørdag aften tog vi generalforsamlingen alvorligt og forsøgte at ryste deltagerne sammen på en anderledes måde i restauranten. Deltagerne tog rigtigt pænt imod dette initiativ, så måske er det værd at gentage ved en anden lejlighed. Når vi næste gang har indlæring af ruter på programmet bør det overvejes, hvordan dette kan gøres, så alle får udbytte af det, da nogle gav udtryk for, at det gik lidt for stærkt på nogle af turene.

 

Træffet i september

Fra den 13-15 september afholdt LAF endnu et træf, denne gang med et tema, nemlig ”At få ny hund”. Temaet blev behandlet ved oplæg fra brugere og meget humoristiske instruktører og ved gruppediskussioner. Søndag var der mulighed for en gåtur. Vi fik mange gode tilbagemeldinger på træffet, som var udsædvanligt vel besøgt, også af nye brugere, dog var der også nogen, som mente, der var for mange stillesiddende aktiviteter. Det er altid en balance at lave et program, som både kan leve op til deltagernes faglige forventninger og få indflettet aktiviteter med hundene, og det er naturligvis noget, vi også fremover skal tænke over.

 

Uden vore trofaste førerhundeinstruktører kunne LAFs arrangementer ikke gennemføres, og vi vil derfor takke de deltagende instruktører meget varmt for jeres indsats, både som instruktører, som hjælpere, og ikke mindst som foredragsholdere. Ved begge træf modtog vi afbud grundet sygdom fra en instruktør, og vi vil i den anledning siger en særlig stor tak til Verner Elberg og Jens Martin Elsborg, som med kort varsel sprang til i hhv. juni og september og reddede os. Vi håber, LAF fortsat vil kunne rekruttere instruktører til at hjælpe på vores arrangementer, se mere herom i afsnittet om samarbejde med instruktørerne. Endelig skal vi udråbe en kæmpe tak til de meget trofaste og flittige hjælpere, som er så søde frivilligt at stille op, når LAF afholder arrangementer. Tusind tak for at I altid er parate til at hjælpe og være en del af vores hyggelige fællesskab. I skal vide, at I er meget værdsatte.

 

Bladet ”Førerhunden”

Ved generalforsamlingen i 2013 stillede bestyrelsen forslag om, at vores blad Førerhunden skulle udkomme 6 gange årligt i stedet for som tidligere 8 gange. Årsagen var, at det var særdeles svært at finde stof til 8 årlige blade. Forslaget blev vedtaget, og Førerhunden er derfor udkommet 6 gange årligt i 2013. Allerede i sommeren 2013 meddelte redaktør Charlotte Eskerod, at hun ønskede at stoppe som redaktør snarest muligt og senest med udgangen af 2013. Det var rart med denne tidlige udmelding, da det gav bestyrelsen en rimelig frist til at finde en ny til posten, hvilket erfaringsmæssigt ikke er så let. Men heldigvis lykkedes det at indfange interessen hos søren Ullits, og så gik det stærkt. Søren overtog allerede redaktionen af bladet i november 2013.

 

Vi vil gerne sige Charlotte mange tak for det år, hun har redigeret bladet til bestyrelsens fulde tilfredshed. Samtidig vil vi gerne takke Søren for hans store engagement og kæmpe arbejde for at sætte sig ind i brugen af diverse IT-programmer og hans fine måde at samarbejde med os i bestyrelsen på. Vi håber, medlemmerne vil støtte op om Søren ved at bidrage til bladet på en positiv og konstruktiv måde.

 

Fra flere medlemmer er der gennem årene kommet kritik af lydkvaliteten på indslagene i bladet. Først skal vi minde om, at bladet jo laves af næsten frivillige kræfter, og at de, som faktisk gør sig den ulejlighed at lave indslag til bladet, ikke er professionelle. Når det er sagt, så er vores største udfordring at få lydkvaliteten af foredrag og indlæg på arrangementer optaget på FSC i en ordentlig kvalitet. De seneste år har der været løse forbindelser i de ledninger, som fører lyden fra lydanlægget til optageren, og sidste år fik FSC så nyt mikrofonsystem, så på indlæggene fra generalforsamlingen lød det nærmest som om, alle talerne var på helium! Derudover måtte vi gøre brug af en mere kyndig lydmand for at få dæmpet lyden af pusten i mikrofonerne til et nogen lunde acceptabelt niveau. Bestyrelsen har, efter vores møde med FSCs ledelse i november, været i kontakt med pedellerne på centret for at få dem til at gøre noget ved disse problemer. Vi håber, der snart findes en acceptabel løsning, men har indtil videre valgt fortsat at bringe indslag fra arrangementer i en dårlig kvalitet, da alternativet er slet ikke at bringe noget.

 

Bestyrelsen har også arbejdet på at give adgang til lydfilerne på Førerhunden for de, som hellere vil læse bladet på en PC eller en tablet. Det er NOTA, som har rettighederne til den indlæste del af bladet, og denne del udsendes jo i forvejen på LAFs forsendelsesliste, så den kan man altid læse, også på Men tablet. Udfordringen består i at finde et sted til de mp3 lydfiler, som også bringes i bladet, og på en sådan måde, at de ikke ligger offentligt tilgængeligt for enhver, da førerhunden jo kun er et blad for LAFs medlemmer. I skrivende stund arbejdes der fortsat på en løsning.

 

 

Samarbejdet med Dansk Blindesamfunds førerhundeordning.

LAF har via de 2 afholdte samarbejdsmøder samt jævnlig kontakt mellem formanden og førerhundekonsulenten og ind imellem også med Inger Rye Hansen på hovedkontoret fortsat samarbejdet med DBS’ førerhundeordning i det forgangne år. Derudover har vi, i politiske sager, samarbejdet med både Tanja og Thorkild fra DBS’ forretningsudvalg. Der har været afholdt samarbejdsmøde mellem LAF, FHO, DBS og instruktørerne i DBS i maj og november 2013. Stemningen på disse møder er overordnet god, selvom vi synes, vi fornemmer en vis forsigtighed fra FHO, forårsaget af det faktum, at referater fra samarbejdsmøderne kommer ud til alle medlemmer af LAF, og dermed også læses af brugere med hunde fra andre leverandører. Derfor er der naturligt nogle ”forretningshemmeligheder”, som FHO holder for sig selv. LAF vil gerne takke for det gode samarbejde og håbe, det må fortsætte til gavn for brugere med hunde fra DBS’ førerhundeordning. Nedenfor kan du læse om nogle af de sager, som har været behandlet på møderne.

 

De nye førerhundeseler

Så skete det endelig! Projektet med at tegne, konstruere, teste og endelig uddele nye førerhundeseler til brugere med hunde fra DBS’ førerhundeordning blev færdigt. Det er vores indtryk, at den nye sele, på trods af visse børnesygdomme, er blevet rigtigt godt modtaget af brugerne og især af hundene. Førerhundeordningen er fortsat i tæt kontakt med leverandøren om de ting, som skal rettes, og derudover mangler vi stadig at få kommunikeret ud til offentligheden, at selerne nu ser anderledes ud. DBS har dog, så vidt vi er orienteret, ændret al informationsmateriale, så der helst ikke skulle være billeder af den gamle hvide sele. I LAFs bestyrelse er vi meget glade for, at det endelig er lykkedes at få helt nye, lettere, mere rengøringsvenlige og for de fleste hunde bedre seler. Vi er klar over, at det har været en lang og dyr proces.

 

Skyllehuset på FSC

Der har været et ønske om, at få hævet gulvet der, hvor hundene står, så man ikke fik så ondt i ryggen af at stå bøjet over især en lille hund, når den skulle vaskes. Problemet er forsøgt løst ved at indkøbe en badestol og stille denne i skyllehuset, så man kan sætte sig ned og vaske hunden. Dette blev gjort i juni 2013, og vi vil gerne have tilbagemeldinger fra de, som har brugt stolen, om det løser problemet.

 

Information til dyrlægerne om regler og vaccinationsprotokoller

Nu da vi ikke længere har en sundhedsbog, hvor dyrlægerne kan læse reglerne for, hvornår de f.eks. skal kontakte førerhundeordningen inden større indgreb, har LAF rejst spørgsmålet om, hvor disse regler og de vejledende vaccinationsprotokoller til dyrlægerne bør ligge, så vi kan henvise til dem, når dyrlægerne siger, at de ikke har fået dem. Det er FHOs holdning, at disse ting bør formidles af Dyrlægeforeningen, men praksis har desværre vist, at denne ikke er så informativ. Vi tænker, at sådanne ting jo også kunne lægges på den hjemmeside, dyrlægerne logger ind på, når de bruger sundhedskortet, men det kræver vidst større IT-mæssige ændringer. LAF bør fortsat følge denne sag så det sikres, at dyrlægerne har den rette information.

Reglerne for apotekerne står allerede i apotekernes håndbog, så den kan man henvise til, hvis der er problemer på apoteket.

 

DSB

Vi tager endnu et afsnit i denne urimeligt lange føljeton om de udfordringer, førerhundebrugere oplever, når vi kører med DSB. I sommers sendte LAF, efter koordinering med DBS’ forretningsudvalg, en henvendelse til DSB’ kundeambassadør. Heri nævnede vi både vores udfordringer med, hvor vi må være, udfordringer med at fastholde købte pladser til hundene, manglende kendskab til reglerne fra DSBs og billetkioskernes side samt manglende afmærkning. Vi opfordrede desuden til et møde, hvor vi kunne uddybe disse udfordringer og beskrev det frugtesløse forsøge gennem flere år på at vinde gehør for vores synspunkter i DSBs handicappanel.

 

I efteråret modtog vi et nedslående svar fra kundeambassadøren som mente, at hensynet til allergikerne retfærdiggjorde, at DSB havde de nuværende regler, og i øvrigt henviste til handicappanelet for løsning af vore øvrige udfordringer. Det var lidt ligesom at blive slået hjem i Ludo. Vi drøftede svaret på både LAFs bestyrelsesmøder og på samarbejdsmødet i november og blev enige om at LAF skulle skrive et svar til DSB, hvor vi især fremhæver dobbeltdækkertogene, som kører som regionaltoge på Sjælland, og hvor hele 1. sal plus en del steder i underetagen er dyrefri. Derudover måtte vi jo fremhæve, at som reglerne var nu, så vi os faktisk ikke i stand til at overholde de gældende regler grundet manglende taktil afmærkning, og fordi togene ikke vendes ens hver gang, og dermed hjalp vi jo hverken allergikere eller DSB. Endelig mindede vi om de øvrige punkter, som man var skøjtet lidt let henover.

 

Dette svar blev endelig, efter at formanden længe havde taget tilløb, afsendt 27. januar 2014, og allerede 5. februar lå der et svar fra DSBs medlem af handicappanelet, som af kundeambassadøren var blevet bedt om at svare. Han tilbød at være ”mægler” på et møde mellem os og Allergiforbundet og tog i øvrigt overhovedet ikke stilling til nogen af de øvrige punkter. Den 10. februar har LAF efter aftale med Tanja V. Andersen svaret, at vi da gerne deltager i et møde, hvor også DBS’ forretningsudvalg deltager, men at vi i den forbindelse gerne vil have mødet udvidet, så vi også kan drøfte løsninger på vore øvrige rejste problemstillinger. Seneste udvikling er, at DBS’ landsformand Thorkild Olesen, efter at have modtaget kopi af vores svar, i ret utvetydige vendinger har meddelt DSB, at han ikke mener, de bør ”tage allergikerne som gidsler i denne sag”, bl.a. på baggrund af egne oplevelser af, hvordan DSB ændrer vognes status fra dyrefri stillekupé til almindelig kupé – ganske givet uden at have rengjort dem allergivenligt forinden – og nævner, ligesom vi tidligere havde gjort, at der statistisk set formentligt er flere med duftallergi end med indåndingsallergi overfor hundehår, men dem tager DSB på ingen måde hensyn til. Thorkild opfordrer på den baggrund DSB til at se at få denne sag løst. Det skal blive interessant at se, hvad DSB vil svare på dette bovskud fra landsformanden.

 

7-Eleven butikkerne

DSB har overladt billetsalget på mange stationer til 7-Eleven kæden, men som det fremgik på sidste generalforsamling mangler personalet undervisning i, hvordan de kan hjælpe synshandicappede kunder f.eks. ved ikke at stille skilte på ledelinjer og ved at kende til reglen om at førerhunde godt kan medtages i fødevarebutikker. Tanja Andersen fra forretningsudvalget har ansvar for opfølgning på denne sag, som desværre ser ud til at blive endnu en føljeton. Tanja fortæller forhåbentligt om sagen på generalforsamlingen.

 

Førerhunde i sundhedssektoren

Dette er endnu en af de lange føljetoner, som vi desværre ikke kan skrive sidste spændende kapitel i endnu. Der findes desværre ingen regler på området, og derfor bliver førerhundebrugere behandlet vidt forskelligt, når vi forsøger at medbringe vores hjælpemiddel ved ambulant behandling eller besøg på forskellige hospitaler. Nogle gange afgøres sagen af en læge eller sygeplejerske, nogle gange af en hygiejnesygeplejerske, og desværre ofte uden at disse har kendskab til førerhundes opførsel og betydning for blinde.

 

Kort før generalforsamlingen 2013 modtog vi svar på et spørgsmål, som det med landsformand Thorkild Olesens hjælp var lykkedes at få en folketingspolitiker i Folketingets forebyggelses- og sundhedsudvalg til at stille daværende sundhedsminister Astrid Krag. Svaret var desværre ligeså nedslående som det ovenfor fra DSB, nemlig at: ”Jeg hæfter mig ved regionernes tilbagemelding om, at sygehusene prioriterer at finde praktiske løsninger i de tilfælde, hvor førerhunden vurderes at udgøre et infektionshygiejnisk problem. Endelig noterer jeg mig, at problemstillingen er sjældent forekommende, og at sygehusene ikke generelt efterspørger retningslinjer på området. Jeg ser samlet set derfor ikke et umiddelbart behov for at udarbejde centrale retningslinjer på området.”

 

LAF ville meget gerne have igangsat et udredningsarbejde for at dokumentere, hvilken smittefare en førerhund egentlig vil udgøre ved at blive taget med til ambulant behandling, og vi vil meget gerne have ensartet regler i hele landet. Vi ønsker at førerhunde skal kunne medtages der, hvor andre mennesker kan komme direkte ind fra gaden, og skal en førerhundebruger til behandling eller på besøg på en afdeling, hvor det ikke er sundhedsmæssigt forsvarligt at medtage en førerhund f.eks. operationsafsnit eller astma- og allergiafsnit, bør det være muligt at efterlade hunden f.eks. i receptionen under opsyn og blive fulgt til og fra afdelingen.

 

På samarbejdsmøderne og på LAFs bestyrelsesmøder har vi drøftet, hvordan vi kommer videre med denne sag. I maj 2013 havde en tidligere artikel på DRs hjemmeside vakt interesse hos bladet Nyhedsinformation for social- og sundhedssektoren. LAF blev kontaktet, og bladet bragte en rigtig god artikel om emnet. Tanja Andersen fra Forretningsudvalget forsøgte at komme videre via vores politiske kontakt i Folketinget, men sagen strandede på, at man ønskede tal på, hvor stort problemet helt konkret var. I modsætning til den undersøgelse, der i sin tid blev lavet om førerhundebrugeres problemer med adgang til taxa- og fødevarebutikker, har vi nemlig ingen tal på dette her problem, og så er det meget svært at argumentere overfor politikere.

 

Tilbage i 2001 lavede det daværende Viborg Amt en redegørelse for de sundhedsmæssige aspekter i forbindelse med førerhundes adgang til hospitaler. Denne findes fortsat i opslagsværket DBS om Førerhunden som bilag. LAFs bestyrelse kontaktede i sommers den pågældende hospitalsafdeling for at høre, om vi kunne få kontakt til de medarbejdere, der i sin tid udarbejdede papiret. De var desværre gået på pension, men på afdelingen kendte man godt til papiret, som blev fundet frem, og vi modtog besked om, at man fortsat stod ved konklusionen, og at vi gerne måtte bruge det i denne sag. Konklusionen var at ” En sund og rask førerhund, der i sagens natur ikke bider eller uopfordret slikker personale eller medpatienter, skønnes ikke at udgøre en reel infektionsrisiko på et sygehus.”

 

Bestyrelsen fandt i efteråret ud af, at der findes en forening for hygiejnesygeplejersker, som i mange tilfælde er dem, der bliver spurgt til råds, når sygehuspersonalet skal tage stilling til, om en førerhundebruger kan medbringe sin førerhund på en konkret afdeling. Vi ville rigtigt gerne have et møde med disse hygiejnesygeplejersker for at drøfte, hvordan vi bedst kan informere om, hvad en førerhund er og dens betydning for os samt forslag til praktiske løsninger. Foreningen har desuden en hjemmeside. Den kommende bestyrelse kan måske få et sådant møde i stand.

 

Vi har fået oplyst, at Region Sjælland rent faktisk har retningslinjer for førerhunde på regionens hospitaler, og bestyrelsen er ved at prøve at få vristet disse regler ud af regionen. Foreløbig ligger de nemlig kun på en intern hjemmeside.

 

Bevilling af førerhunde og kurser i samtræning med førerhund

Efter at DBS i januar 2013 hævede prisen på førerhunde og det årlige vedligeholdelsesbeløb, mens Brugernes Førerhundeordning valgte at bibeholde deres priser, har LAF bl.a. på samarbejdsmøderne spurgt til kommunernes praksis både angående bevilling af førerhunde og samtræningskurser. Der har ikke været store problemer før sidst på året, hvor den første kommune meddelte en bruger, som ønskede at få hund fra DBS, at grundet prisforskellen mellem DBS og BFO ville kommunen udelukkende bevilge hund fra BFO. Hvis brugeren alligevel valgte DBS som leverandør, skulle brugeren selv betale prisdifferencen, som er ca. 12.000 for udplacering af en hund og ca. 5.000 hvert år for det årlige vedligeholdelsesbeløb. LAF er meget bekymret for denne udvikling, da der nu ser ud til at være en 3. leverandør af førerhunde på banen, og vi frygter, at det i fremtiden bliver prisen og ikke kvaliteten, som bliver afgørende for, hvilken leverandør kommunerne vælger. Vi frygter også, at brugerne, hvis de selv vil have indflydelse på, hvor deres hund skal komme fra, vil komme til at betale for det selv, og det er bestemt ikke alle, der vil have råd til det, for slet ikke at tale om, at det vil stride voldsomt imod kompensationsprincippet. Vi mener, det er meget vigtigt, at kemien mellem brugeren og førerhundekonsulenten / brugerrådgiveren / instruktøren er god, hvis det skal lykkes at matche en hund med en bruger og få et godt og arbejdsdygtigt team ud af det, og bl.a. derfor er det frie valg så vigtigt. Vi frygter som sagt også for kvaliteten, så længe de forskellige leverandører selv skal godkende deres egne hunde. Vi skal jo huske, at førerhunde nyder særlige privilegier f.eks. i fødevarevirksomheder, og der skal ikke mange dårlige eksempler til, før sådanne tilladelser kan blive inddraget. Her er helt bestemt et område, som den kommende bestyrelse skal have stor fokus på.

 

Svømmehallen på Blindeinstituttet i Hellerup og holdningen til førerhunde samme sted

LAF har forsøgt at skubbe til sagen om indkøb af bure til at opstille ved svømmehallen på IBOS som erstatning for de kroge, der nu sidder, og hvor hundene kan sættes fast men hvor alle kan komme til dem. DBS’ førerhundekonsulent Carsten Druekær har forsøgt at få pedellerne på IBOS til at afklare med brandmyndighederne, om burene må stå der, hvor det var planlagt.

 

Flere gav ved sidste års generalforsamling udtryk for, at de ikke følte, førerhunde var velkomne på IBOS. Tanja Andersen tog denne problematik op med forstander Claus Høm, som lovede at tage sig af det, hvis brugere, som oplevede situationer, hvor de ikke følte, førerhunde var velkomne, henvendte sig direkte til ham. Tanja har ligeledes sagt, at man også kan henvende sig til hende herom. Dette blev skrevet i referatet af samarbejdsmødet i maj. På samarbejdsmødet i november havde hverken Carsten Druekær eller Tanja Andersen fået nogen henvendelser fra brugere om udfordringer på IBOS, så vi vil meget gerne vide, om problemerne er løst, eller om nogen fortsat oplever problemer ved at medbringe førerhunde på IBOS. Vi har ikke fået tilbagemeldinger fra forstander Claus Høm om han har fåe nogen henvendelser om emnet.

 

Samarbejdet med Instruktørerne I DBS førerhundeordning

Som altid har førerhundeinstruktørerne på LAFs arrangementer ydet en uvurderlig og uundværlig indsats, som vi gerne vil sige tusind tak for. Desværre kunne ingen fra Instruktørforeningen deltage på samarbejdsmødet i maj, men efter en forespørgsel fra LAF og en ændring af mødetidspunktet, så det passede bedre med arbejdstider, meddelte Instruktørforeningen, at det meget gerne deltager i samarbejdsmøderne. På samarbejdsmøderne har LAF de seneste år rejst spørgsmålet om, hvordan nye førerhundeinstruktører får viden om det at leve med et synshandicap og de specielle forhold, som gør sig gældende for os i vores hverdag. LAF har i den forbindelse gentagne gange stillet sig til rådighed, hvis DBS’ førerhundeordning ønskede at gøre brug af brugererfaringer, men der har ikke været bud efter os. Der har været afholdt en dag på FSC om mobility, og førerhundeordningen har spurgt instruktørerne, om de syntes, de manglede viden på området, og svaret er, at det synes de ikke længere, de gør. Vi mener dog, det er noget, man skal være opmærksom på ved fremtidige ansættelser af nye instruktører, og heldigvis har den senest ansatte førerhundeinstruktør da også allerede været med på et samtræningskursus, hvor hun forhåbentligt ved at være sammen med forskellige brugere i længere tid har fået nogen indsigt i livet som blind.

 

LAF har gennem de senere år oplevet, at antallet af instruktører, som skriver sig på som mulige deltagere på LAFs arrangementer, har været stærkt dalende. Dette bekymrer os meget, da især de senest ansatte instruktører ikke melder sig. Vi er selvsagt meget tilfredse med de, som melder sig, men vi frygter den dag, hvor vi ikke har instruktører nok til at kunne gennemføre LAFs arrangementer. Nogle af DBS’ instruktører har overfor både LAF og DBS’ førerhundeordning tilkendegivet, at de har det svært ved at være instruktører på arrangementer, hvor der også deltager brugere med hunde fra BFO. Om det er dette eller manglende tid eller helt andre årsager som gør, at vi ser færre og færre melde sig, ved vi ikke, men vi vil anbefale, at den nye bestyrelse drøfter denne problemstilling med Instruktørforeningenog DBS. I 2013 valgte vi allerede på bestyrelsens møde i februar, hvem vi ville spørge som instruktører ved årets arrangementer. På den måde kunne vi meget tidligt give besked til alle, så instruktørerne kunne sætte kryds i deres kalender. Vi gør det samme i år, men mangler allerede nu en instruktør til kurset i september, som vil blive afholdt, hvis vi får penge til det.

 

Fuglsangcentret

LAF afholder 3 arrangementer årligt på Fuglsangcentret, og de seneste år har bestyrelsen inviteret driftschef Grethe Andersen til at deltage på en del af bestyrelsens møde i september. Det gjorde vi også i 2013, og vi havde en rigtig god og konstruktiv snak om forskellige aspekter ved førerhundebrugernes brug af centret. Det er vores erfaring, at mange praktiske irritationsmomenter med stor fordel kan tages op på denne måde, og i mange tilfælde findes der en løsning. Grethe er desuden meget interesseret i at høre vores tilbagemeldinger på opholdet på centret, og det bliver alt sammen lidt lettere, når man taler om tingene. Vi kan derfor kun anbefale at man fortsætter den gode dialog med FSCs daglige drift.

 

Af emner, vi havde oppe, kan nævnes fakturaer i elektronisk form, kaffeservering på møder, at reglerne om færdsel med førerhunde på FSC skulle i værelsesmapperne, vi har genfundet kortet over lufte- og aktivitetsgården, dog mangler nøglen, betjeningen i restauranten og så lydkvaliteten på lydfiler optaget på centrets mikrofonanlæg.

 

Vinterhøjskolen

Her i årsberetningen skal man også huske at nævne gode ting, og det var med stor glæde, vi i år læste invitationen til vinterhøjskolen, hvor der i modsætning til de to foregående år ikke stod nogen anbefalinger om, hvorvidt førerhundebrugere burde tage deres førerhund med på højskolens udflugter. Vi takker for det! Vi har naturligvis forståelse for, at der kan være steder, hvor førerhunde som følge af stedets natur eller andre dyr ikke kan medtages, og bestyrelsen mener, det vil være helt ok at forklare om de gode muligheder for ledsagelse og så tage en snak med de deltagende førerhundebrugere om de ønsker at klare sig med deres førerhund eller vil have en ledsagers arm på en udflugt. Vi er meget forskellige i vores måde at bruge hund på, og som i så mange andre af hverdagens situationer mener vi, praktiske løsninger i samarbejde med den enkelte bruger er godt.

 

Brugernes Førerhundeordning

Der har ikke i dette foreningsår været afholdt møde mellem LAF og Brugernes Førerhundeordning, men LAFs bestyrelse har løbende holdt sig orienteret via foreningens hjemmeside. Katja Pedersen informerede på sidste års generalforsamling fra BFO. Senest har vi modtaget en forespørgsel fra en bruger fra BFO, som havde fået det indtryk, at DBS’ førerhundeinstruktører ikke i fremtiden kunne undervise BFO brugere på LAF arrangementer. Vi har afklaret sagen med DBS forretningsudvalg som siger, at da LAF er en forening for alle førerhundebrugere, er der ingen sådanne begrænsninger for DBS’ førerhundeinstruktører. DBS ønsker fortsat ikke BFOs personale på FSC, mens medlemmer af DBS naturligvis er velkomne på centret, uanset hvilken leverandør deres førerhund kommer fra.

 

Afslutning:

Da jeg som formand startede på denne årsberetning virkede det ikke som om, der var sket så meget i foreningsåret, men når man først dykker ned i tingene, ja så viser det sig alligevel, at der var nok at skrive om. Vi håber, denne beretning har givet et indtryk af, hvad bestyrelsen har beskæftiget sig med i løbet af året. Vi håber også, den kan give inspiration til den kommende bestyrelses arbejde.

 

Som formand vil jeg gerne sige tak til bestyrelsen for vores rigtigt gode samarbejde og den altid gode stemning i bestyrelsen. Jeg glæder mig til at få mere tid til mine egne gøremål, men står naturligvis altid til rådighed for den nye bestyrelse, hvis der er spørgsmål eller man ønsker min holdning til noget. Jeg vil også gerne sige tak til alle vore samarbejdspartnere for de to år, hvor jeg har været formand for LAF.

 

Bestyrelsen håber på en generalforsamling med en god og saglig debat, så den nye bestyrelse får god input til deres arbejde. Vi håber, vi får valgt en formand, som både kan fremføre foreningens synspunkter de rette steder så effektivt, at de bliver hørt, og som kan samle og motivere bestyrelsen til at lave gode medlemsrettede aktiviteter. I 2014 planlægger LAF at afholde et træf og et kursus, nemlig den 6-8 juni og den 12-14 september. Desuden vil vi se på, om vi kan stable nogle lokale arrangementer på benene. Vi glæder os til endnu et aktivt foreningsår og til at møde jer medlemmer. Har du noget, du mener, foreningen bør tage op, eller vil du gerne give en hånd med et eller andet, er du altid velkommen til at kontakte en fra bestyrelsen.

 

Espergærde, den 16. februar 2014

 

På bestyrelsens vegne

Lene F. Andersen, formand.