Årsberetning 2020

Årsberetning for Landsforeningen Af Førerhundebrugere (LAF), marts 2020 – juni 2021

 

Indledning

 

Det forløbne år har med garanti været et af de mere specielle i LAF’s historie. Coronaen har sat sit præg på LAF såvel som på resten af samfundet. Den har udfordret os, både på vores aktivitetsniveau og på vores muligheder for at mødes i det hele taget. Den har desuden tvunget os til, men også givet os mulighed for at tænke nyt omkring medlemsaktiviteter i form af online-arrangementer, men mere om det senere.

 

Vi har desværre i marts måttet vælge en konstitueret formand, da Carsten Gade trak sig fra posten. Endelig dækker denne beretning en længere periode end normalt, idet vores planlagte generalforsamling i februar blev aflyst, igen på grund af coronaen.

 

Jeg skal forsøge i denne beretning at gøre rede for alt dette og mere til.

 

Bestyrelsen

 

Efter generalforsamlingen i marts 2020 så bestyrelsen således ud:

 

Formand: Carsten Gade.

Kasserer: Michael Kok.

Bestyrelsesmedlemmer: Tina Jellesen Nielsen, Susanne Nolsøe og Bue Vester-Andersen.

Suppleanter: Anette Lindell og Kai Østergaard.

 

Desværre følte Carsten Gade sig i begyndelsen af marts nødsaget til at fratræde posten som formand og udtræde af bestyrelsen af personlige årsager. Derfor konstituerede bestyrelsen sig på ny på et online-møde d. 5. marts med Bue Vester-Andersen som midlertidig formand. Anette Lindell trådte som førstesuppleant ved samme lejlighed ind i bestyrelsen som medlem.

 

Bestyrelsen har i den forløbne periode holdt et enkelt møde med overnatning på Fuglsangcentret. Derudover har vi i skrivende stund holdt 5 møder på telefon og Zoom af kortere eller længere varighed. LAF fik i januar måned endelig en licens til mødeprogrammet Zoom, som vi har gjort flittigt brug af.

 

Samarbejdet i bestyrelsen har været godt, og der har også været overskud til at snakke om ting, der ikke havde direkte at gøre med bestyrelsesarbejdet, skønt dette måske falder mindre naturligt på et Zoom-møde end på et møde f.eks. på Fuglsangcentret. Selv om vi har savnet at kunne mødes i virkeligheden og muligheden for at drøfte tingene ansigt til ansigt, har vi dog talt om, at det, også når forholdene bliver mere normale, kan være en fordel at holde en hyppigere kontakt i form af kortere møder på Zoom ind imellem de møder, hvor vi samles fysisk.

 

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke hele bestyrelsen for indsatsen. Det har ikke altid været let at holde gejsten oppe i disse meget underlige tider. Desuden skal der lyde en stor tak til Carsten Gade for hans tid som formand.

 

Medlemstal

 

I begyndelsen af 2020 var der 118 aktive og 39 interessemedlemmer. Ved årets afslutning var tallet 114 aktive og 37 interessemedlemmer. Der har dermed været et fald i aktive på 4 medlemmer og for interessemedlemmernes vedkommende et fald på 2 i forhold til årets begyndelse.

 

For de aktive medlemmers vedkommende ser udviklingen således ud: Der har været 3 udmeldte grundet restance, 2 der ikke ønskede at være medlem længere, 1 der er overgået til interesse medlemskab, 3 der ikke længere har hund. Endelig har vi fået 5 nye medlemmer.

 

For interessemedlemmernes vedkommende ser udviklingen således ud: Der har været 5 udmeldte grundet restance, 3 der ikke ønskede at være medlem længere, et dødsfald. Endelig har vi fået 7 nye medlemmer.

 

Rekruttering af nye medlemmer

 

Hvis man kigger på medlemstallet over de sidste fem år, har der været et støt fald, især i antallet af aktive medlemmer. Det ser ud til at skyldes flere forskellige ting, men en del melder sig ud, fordi de ikke længere har hund, og det kniber med tilgangen af nye, yngre medlemmer.

 

På mødet i august nedsatte bestyrelsen et udvalg, som skulle kigge på vores muligheder for at rekruttere nye medlemmer. Udvalget fik dog først luft under vingerne i marts i år. I skrivende stund drøfter vi forskellige indgangsvinkler til at få fat i flere potentielle medlemmer, men der ligger helt klart et arbejde til den kommende bestyrelse på dette område.

 

Det kan dog nævnes her, at Dansk Blindesamfunds førerhundeordning i marts måned lavede et online-arrangement sammen med Dansk blindesamfunds ungdom om det at have førerhund. Arrangementet var velbesøgt, og LAF blev også omtalt, hvilket vi naturligvis er glade for.

 

Økonomi

 

Økonomisk status

 

Vores regnskab for 2020 udviser et driftsoverskud, som er en smule ud over det sædvanlige. Tallene ser således ud:

 

Driftsresultat: kr. 60.129,71

Kursregulering af værdipapirer:                      kr.  1.145,32

Årets driftsresultat:                 kr. 61.275,03

 

Det store driftsoverskud skyldes først og fremmest foreningens nedsatte aktivitetsniveau i 2020. Træffet i juni blev aflyst, og kurset i september blev lavet om til et træf.

 

Selv om en stor del af deltagerne på efterårets arrangement meldte fra i sidste øjeblik, da kurset som nævnt blev forvandlet til et træf, slap vi for at betale aflysningsgebyr til Fuglsangcentret for de mange deltagere. Dette er vi meget taknemlige for, da det med et enkelt slag kunne have forvandlet vores driftsresultat fra et stort overskud til et endnu større underskud.

 

Elise Inger Bjerløv Jacobsens fond

 

Vi har nu i mange år nydt godt af midler fra Elise Inger Bjerløv Jacobsens fond, bl.a. til afholdelse af kurser på Fuglsangcentret. Det har traditionelt været sådan, at DBS’s førerhundeordning og LAF har fået penge fra fonden på skift hvert andet år. Imidlertid er fonden nu blevet så lille, så det ikke længere kan betale sig at holde liv i den. Denne udvikling er helt naturlig og har været forudsat fra starten. Fonde af den type har simpelthen en begrænset levetid.

 

DBS og LAF besluttede derfor at dele de resterende midler i fonden imellem os. Det resulterer i, at LAF får tilført ca. 646.000 kr. som et engangsbeløb. I skrivende stund er alt papirarbejdet overstået, og vi venter på den faktiske udbetaling af pengene.

 

Det er absolut ikke tanken, at disse penge skal samle støv på kistebunden. De skal tværtimod ud at arbejde for medlemmerne. Der skulle således i de kommende år være mulighed for at realisere diverse drømme om forskellige kurser og andre relevante medlemsaktiviteter.

 

Arrangementer

 

Generalforsamlingen i marts 2020

 

I forbindelse med generalforsamlingen i 2019 ændrede vi en del på arrangementet for at få lidt mere tid til at komme op af stolene og strække benene lørdag eftermiddag. Ved generalforsamlingen i marts 2020 har arrangementet fundet den form, vi regner med at benytte fremover. Førerhundeordningen var på besøg fredag aften, og selve generalforsamlingen blev afholdt lørdag og søndag om formiddagen. Der var også afsat tid til drøftelser en del af lørdag eftermiddag, hvilket der dog ikke blev behov for. Det betød, at vi havde hele lørdag eftermiddag til andre aktiviteter, gå tur og hygge os. Dette skabte en væsentlig mindre stresset stemning end der nogle gange har været, og vi nåede alligevel alt, hvad vi skulle.

 

Førerhundetræffet i juni 2020

 

På grund af coronaen og nedlukningen af Fuglsangcentret blev førerhundetræffet i juni 2020desværre aflyst. Der var ellers, som sædvanligt, lagt i ovnen til et hyggeligt træf med et godt program, men det må vi have til gode til en anden gang.

 

Kursus/træf i september 2020

 

I slutningen af september skulle der så afholdes kursus. Emnet var “Synstolket samarbejde”, dvs. en mere eller mindre tidstro gengivelse af hundens handlinger og mentale tilstand i forskellige situationer. Dette skulle ses som en modsætning til alle de situationer, virkelige eller under træning, hvor vi først senere, hvis overhovedet, bliver klar over, hvad det egentlig var, der foregik i hunden.

 

Kurset faldt desværre sammen med efterårets stigende smittetal, frygten for en anden bølge af corona samt en indskrænkning af forsamlingsfriheden. Op imod kurset begyndte afmeldingerne fra deltagere og instruktører så at strømme ind. Det endte med, at vi måtte lave kurset om til et førerhundetræf og dermed også nedsætte forventningerne til aktivitetsniveauet.

 

Heldigvis lykkedes det at gennemføre arrangementet med de deltagere og instruktører, som mødte op, og vi kunne endda gennemføre en stor del af de oprindeligt planlagte aktiviteter. Det kan på mange måder betragtes som en generalprøve på et kursus, som vi kan afholde ved en senere lejlighed.

 

Som en del af evalueringen af kurset har vi i bestyrelsen kunnet konstatere, de forskellige aktiviteter kører betydeligt bedre og glattere, når der deltager tilstrækkeligt med hjælpere. Også i forbindelse med de aktuelle corona-regler er det vigtigt, at der er nok hjælpere til at hjælpe folk med at holde afstand, spritte af osv.

 

Tusind tak til alle, som var med.

 

Generalforsamlingen i februar 2021

 

Som det vil være alle bekendt, blev generalforsamlingen i februar i år udskudt til juni, hvor der ellers også skulle have været afholdt et førerhundetræf. Igen må vi kigge fremad mod september, hvor vi håber, at vi kan afholde et arrangement på lidt mere normale vilkår.

 

Bladet Førerhunden

 

Førerhunden er også i 2020 udkommet 6 gange. På grund af nogle tekniske problemer blev et enkelt nummer forsinket i udgivelsen.

 

Rene Nielsen, som i begyndelsen af 2020 overtog hvervet som redaktør efter Tina Thøgersen, har efterhånden fundet sig til rette og er begyndt at sætte sit præg på bladet til glæde for os alle. Førerhunden bringer naturligvis altid foreningsstoffet, dvs. referater, invitationer til arrangementer osv., men derudover må vi sige, at indlæg til førerhunden, skriftlige eller på lyd, altid er godt, og flere indlæg er endnu bedre.

 

Hjemmeside

 

Adressen til vores hjemmeside er www.foreningen-laf.dk. Her kan man som medlem se datoer for kommende arrangementer i kalenderen, så man ikke går glip af noget. Desuden kommer alle invitationer til arrangementer, alle numre af Førerhunden, referater og meget andet godt også på hjemmesiden.

 

Hvis man ikke er medlem af LAF, kan man læse mere om, hvad LAF er og evt. melde sig ind i foreningen, hvilket nogle stykker faktisk har gjort via hjemmesiden.

 

 

Det var meningen, at Susanne Nolsøe skulle have overtaget hjemmesiden med teknisk bistand af Rene Nielsen, men overdragelsen blev aldrig rigtigt gennemført, før hele verden gik op i Corona, og hjemmesiden fik lov at leve sit eget stille liv. I marts i år har Susanne og Rene dog overtaget hvervet som webredaktør sammen, og vi glæder os til at se, hvor det fører hjemmesiden hen.

 

Vi har bl.a. talt om at få Dansk blindesamfund til at hjælpe os med at løfte den visuelle del af hjemmesiden, så den fremtræder mere indbydende. Det bliver dog et arbejde for den kommende bestyrelse.

 

Gruppe/side på Facebook

 

I begyndelsen af 2020 startede Vi en gruppe på Facebook om LAF og førerhundesagen, mest for eksperimentets skyld. Den har, lidt ligesom vores hjemmeside, for det meste levet sit eget stille liv.

 

På bestyrelsens møde i marts overvejede vi, om vi skulle nedlægge gruppen, men besluttede at give den endnu en chance med Rene og Susanne som redaktører. Vi besluttede i den forbindelse, om muligt, at tilknytte gruppen til en egentlig side på Facebook. Det skulle give bedre mulighed for at strukturere informationen og for en bedre integration med vores webside. Også dette er noget, den kommende bestyrelse må kigge på.

 

Samarbejdet med førerhundeleverandørerne

 

Dansk Blindesamfunds Førerhundeordning (FHO)

 

Samarbejdet med førerhundeordningen har, ligesom de tidligere år, været godt. Vi havde i oktober et egentligt samarbejdsmøde med både Dansk Blindesamfund og førerhundeordningen. Det er heldigvis blevet en fast tilbagevendende årlig begivenhed, som vi sætter stor pris på.

 

Ud over samarbejdsmødet med Dansk Blindesamfund og førerhundeordningen har der været afholdt møder om forskellige emner, f.eks. renovering af luftegården på Fuglsangcentret, førerhundens dag samt aktiviteter i forbindelse med de corona-midler, som DBS står for uddelingen af. Disse emner er behandlet andre steder i årsberetningen.

 

Brugernes Førerhundeordning (BFO)

 

Det har desværre heller ikke i år været muligt at etablere et samarbejde med Brugernes førerhundeordning (BFO). På generalforsamlingen i 2020 stillede et medlem af BFO’s bestyrelse op til LAF’s bestyrelse. Vedkommende opnåede ikke stemmer til at blive valgt ind, men under valget blev der gjort opmærksom på det upassende i, at en førerhundeleverandør således forsøgte at få en repræsentant i LAF’s bestyrelse og dermed direkte indflydelse på LAF’s aktiviteter. Dette førte siden til en korrespondance, hvor BFO bl.a. beskyldte LAF for at diskriminere BFO og personer med hunde fra BFO. Korrespondancen har tidligere været bragt i Førerhunden som bilag til et referat af et bestyrelsesmøde.

 

LAF er førerhundebrugernes forening og skal som sådan varetage førerhundebrugernes interesse og ingen andres. Alle aktive medlemmer er naturligvis valgbare på lige vilkår, men det ændrer ikke på det stærkt upassende og uskønne i, at en førerhundeleverandør billedligt talt forsøger at sætte sig på begge sider af bordet på en gang. Det ville være direkte dræbende for LAF, hvis foreningen eller dens bestyrelse skulle gøres til skueplads for den til tider temmelig voldsomme konkurrence mellem de forskellige førerhundeleverandører.

 

Luftegården på Fuglsangcentret

 

Lufte- og aktivitetsgården på Fuglsangcentret skal renoveres. Der bliver tale om en ret gennemgribende renovering, bl.a. med helt nye redskaber i aktivitetsgården. LAF har drøftet udkastet til projektet ad flere omgange med DBS og førerhundeordningen, og resultatet skal nok blive godt.

 

Det er meningen, at arbejdet med renoveringen skal foregå her i foråret 2021, men i skrivende stund står det ikke klart, om luftegården vil blive færdig til vores generalforsamling i juni.

 

Førerhundens dag

 

Førerhundens dag i april 2020 kom, som så meget andet, til at blive en online-begivenhed, denne gang i form af en quiz. Selv om arrangementet blev drøftet med LAF, var vi ikke involveret i den egentlige planlægning, som Dansk blindesamfund og førerhundeordningen stod for. I skrivende stund er førerhundens dag 2021 ved at blive planlagt. Igen i år er der tale om et online-arrangement. LAF har bidraget med ideer, men deltager ikke i selve udarbejdelsen af online-materialet.

 

Førerhunde med til udlandet

 

Dette er en sag, som vi tog op over for Dansk Blindesamfund allerede i 2019. Problemet var, at det er ulovligt at medbringe en hund til udlandet, som man ikke selv ejer, og eftersom Dansk Blindesamfund står som ejer af førerhundeordningens hunde i hunderegistret, risikerer man som førerhundebruger at få en meget stor bøde, hvis man bliver stoppet, og sagen bliver undersøgt.

 

Reglerne eksisterer tilsyneladende for at forhindre smugling af hunde på tværs af landegrænserne. Der er tilsyneladende ingen førerhundebrugere, som konkret er kommet i klemme i forhold til disse regler, men det kunne i sandhed blive en dyr fornøjelse, hvis det skete.

 

Efter halvandet års arbejde, har sagen nu fundet en løsning, idet det for førerhundenes vedkommende er ejerens navn, som det står i hundepasset, der gælder. Der har været bragt en artikel i førerhunden om, hvordan man skal forholde sig som førerhundebruger i forbindelse med udlandsrejser.

 

Corona-midler

 

Dansk Blindesamfund fik i 2020 rådighed over økonomiske midler til at hjælpe blinde og svagsynede, herunder også førerhundebrugere, med at komme igennem corona-tiden. LAF blev i forbindelse med samarbejdsmødet i oktober inviteret til at søge om midler til aktiviteter, der kan gøre det lettere at være førerhundebruger i en tid, hvor vi måske ikke kommer så meget ud, og hvor både hundene og vi selv let bliver understimuleret.

 

I skrivende stund er der flere arrangementer i støbeskeen, og vi håber meget på, at vi kan nå at afvikle i det mindste et enkelt af dem inden generalforsamlingen i juni.

 

Afslutning

 

Jeg har kun siddet på posten som formand siden begyndelsen af marts, hvilket denne beretning måske til dels også bærer præg af. Alligevel vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke alle, som i årets løb har ydet en indsats for LAF, vores medlemmer og for førerhundesagen i øvrigt. Også en stor tak til vore samarbejdspartnere skal lyde her.

 

Tiderne har været meget mærkelige og arbejdsforholdene ind i mellem noget kaotiske. Alligevel håber jeg, at alle har mod på og energi til at være med også i det kommende år, hvor forholdene forhåbentlig bliver lidt mere normale.

 

På bestyrelsens vegne

 

Bue Vester-Andersen

Konstitueret formand