Årsberetning for Landsforeningen af Førerhundebrugere LAF, for Perioden 10. marts 2019 til 6. marts 2020.
Indledning
Så er nok et år gået i LAF’s historie, og vi skal i denne beretning endnu engang forsøge at beskrive nogle af de væsentligste ting der er foregået i vores lille forening siden sidste generalforsamling.
Igen har vi i det forgangne år fastholdt vores aktivitetsniveau i forhold til vore arrangementer på fuglsangcentret, med en generalforsamling og to Træf – og det er forhåbentlig her i som medlemmer først og fremmest kan mærke at foreningen lever i bedste velgående.
Den lever bestemt også på andre måder med blandt andet det daglige bestyrelsesarbejde, færdiggjort og udsendt LAF’s bud på et kvalitetspapir, vedligeholde vores hjemmeside samt lavet en facebookgruppe med navnet Landsforeningen af førerhundebrugere (LAF).
Dette og meget mere kan du læse om i denne årsberetning.
God læselyst
Bestyrelsen
Bestyrelsen har igen i år bestået af formand Kai Østergaard, Kasserer Michael Kok, bestyrelsesmedlemmerne Bue Vester-Andersen, Jane Nielsen og Tina Jellesen Nielsen samt suppleanterne Anette Lindell og Lena bang.
Vi har i beretningsperioden holdt 6 bestyrelsesmøder, hvor mødet i april var med overnatning på Fuglsangcentret, et blev holdt i forlængelse af vores Træf i oktober, de resterende bestyrelsesmøder har været afholdt som telefonmøder.
Vore erfaringer med at holde telefonmøder har været rigtig gode og vi har besluttet at det også vil være en mulighed fremover, som vi vil gøre brug af.
Som altid er der en rigtig god stemning på vore møder, og alle er meget villige til at påtage sig de opgaver vi skal have løst. På den måde kan vi vist ikke ønske os en bedre bestyrelsessammensætning, end den der har været det sidste år.
Medlemstal
I begyndelsen af 2019 var der 118 aktive og 40 interessemedlemmer og ved årets afslutning var tallet 118 aktive og 39 interessemedlemmer. Dermed er der status quo aktive medlemmer og for interessemedlemmernes vedkommende et fald på et enkelt medlem.
For de aktive medlemmers vedkommende ser udviklingen således ud: Der har været 2 udmeldte grundet restance, 2 der ikke ønskede at være medlem længere, 1 der er overgået til interesse medlemskab, 1 der ikke længere har hund samt 2 dødsfald. Endelig har vi fået 8 nye medlemmer.
For interessemedlemmernes vedkommende ser udviklingen således ud: Der har været 3 udmeldte grundet restance, 2 der ikke ønskede at være medlem længere, samt et dødsfald. Endelig har vi fået 5 nye medlemmer.
Medlemsrekruttering
Indsatsen for at hverve nye medlemmer har ikke rigtig haft bestyrelsens bevågenhed i det forgangne år, så med det in mente er det vel tilfredsstillende, at vi har kunnet fastholde det samme antal medlemmer som sidste år. Til gengæld er det vores klare indtryk, at førerhundeordningen og instruktørerne har været flittige til at fortælle om os, hvilket jeg her gerne vil sige tusind tak for. Igen ser vi hvor betydningsfuldt et godt samarbejde med Dansk Blindesamfunds førerhundeordning er for os.
Jeg synes at netop medlemshvervning bør være et af de emner bestyrelsen virkelig bruger meget energi på i det kommende år. Der er jo mange førerhundebrugere rundt omkring, som jeg er sikker på gerne vil være medlemmer af LAF, når de først får et mere indgående kendskab til vores dejlige forening.
Det kunne være rigtig fint såfremt dette emne kommer til debat på generalforsamlingen under punktet "Fremtidig arbejde", og at vi sammen kan inspirere hinanden til nye og spændende initiativer der kan resultere i flere medlemmer.
det er jo også meget vigtigt at alle medlemmer af LAF husker at reklamere for vores lille forening rundt omkring, hvor vi møder andre førerhundebruger som måske ikke er medlemmer , og på den måde forhåbentlig inspirere nogen til at blive det.
Hjemmesiden
Der er ikke sket den store revolution i forhold til vores hjemmeside siden sidste generalforsamling, men der er som tidligere nævnt mulighed for at læse i vores kalender, hvornår de enkelte arrangementer foregår. Under nyheder om invitationer til vore arrangementer og hvad der ellers foregår af spændende tin i LAF. Endvidere referater fra vore bestyrelsesmøder. Medlemsbladet Førerhunden – også med mange af de gamle Førerhunden helt tilbage til 1991 med mange sjove og spændende indlæg. Der mangler dog – som tidligere nævnt – enkelte numre, som du også kan se en liste over.
Der er også en åben og en lukket del af hjemmesiden, og det er udelukkende medlemmer der kan få adgang til den lukkede del. Her ligger blandt andet referater samt vores medlemsblad Førerhunden.
Endelig vil jeg også nævne at man kan melde sig ind i LAF via vores hjemmeside, hvilket der også er enkelte der har benyttet sig af.
Som afslutning på denne hjemmeside snak får I også lige adressen her til. Den er: www.Foreningen-LAF.dk
Man kan jo næsten sige, at alle med respekt for sig selv er på Facebook, og derfor synes vi også i bestyrelsen, at LAF bør være. Vi har derfor lavet en facebookgruppe som gik i luften i begyndelsen af 2020. Det er så spændende at se hvor meget denne nye mulighed vil blive brugt fremove20+18
r. Adressen på gruppen er: Landsforeningen af førerhundebrugere (LAF).
Økonomi
Hvad angår vores økonomi, kan jeg heldigvis gentage mine tidligere skriverier des angående, da regnskabet for 2019 i lighed med tidligere år fremviser et driftsoverskud . Denne gang ser nogle af tallene således ud: Driftsresultat kr. 6.631,26,- – kursregulering værdipapirer kr. 11.817,62- hvilket betyder at årets driftsresultat udviser et overskud på kr. 18.448,88,-.
Det har naturligvis også betydning for vore indtægter hvor mange medlemmer vi har, da vi får et årligt medlemstilskud fra Dansk Blindesamfund for de medlemmer der også er medlem af Dansk Blindesamfund. På nuværende tidspunkt udgør dette tilskud henholdsvis 200 kr. for aktive medlemmer og 150 kr. for interessemedlemmer.
Endvidere skal det naturligvis også nævnes at vi heller ikke i 2019 måtte lide den tort at betale afbestillingsgebyr til Fuglsangcentret. Dejligt at kunne konstatere og jeg håber I også fortsat vil være meget opmærksomme på at melde forfald i rette tid, så vi kan undgå disse kedelige afbestillingsgebyrer.
Ellers ikke mere økonomi i denne årsberetning; men der kommer naturligvis meget mere, når kassereren senere fremlægger årsregnskabet.
Arrangementer
Også i 2019 har vi afholdt 3 arrangementer. Det var vores generalforsamling i marts samt Træffene i juni og oktober.
Endnu engang synes jeg der har været en rigtig fin tilslutning.
Samtidig synes jeg også det igen har været dejligt at mærke den gode og positive stemning der altid er når vi mødes, hvilket jo betyder meget for os der står for arrangementerne.
Uden at gå for meget i dybden synes jeg dog der skal knyttes et par kommentarer til de enkelte arrangementer.
Generalforsamlingen blev holdt i weekenden den 8. til 10. marts, og her havde vi lave lidt om på indholdet, så vi ikke blot skulle sidde ned hele weekenden. Vi havde strikket programmet sammen på en måde der betød at det meste af lørdag eftermiddag kunne bruges til aktiviteter med vore hunde. Det fik vi positive tilbagemeldinger på, hvorfor vi har valgt at gøre på samme vis i år.
Endelig var besøget af Førerhundeordningen og DBS flyttet fra lørdag eftermiddag til søndag formiddag, hvilket jeg også synes fungerede fint. Efterfølgende har jeg haft en snak med ordningen om tidspunktet, og i år vil de meget gerne holde seancen allerede fredag aften.
Årets junitræf blev holdt i dagene 8. til 10. juni, hvor det som sædvanlig var det sociale der var i højsædet.
Vi begyndte fredag aften med en lille seance hvor to instruktører hhv. havde rollen som hund og bruger. Et forløb med meget sjov; men bestemt også bygget op omkring seriøse problemstillinger.
Lørdag formiddag var der mulighed for en god travetur samt se på hundeting, da Jan fra K9gården var tilstede.
Om eftermiddagen var der lavet en sjov forhindringsbane, hvor der naturligvis både blev alvorlig konkurreret og hygget rigtig meget.
Endelig var der også tilrettelagt nogle aktiviteter søndag formiddag, inden hjemrejsen efter frokost.
Årets andet træf var rykket helt hen til weekenden den 11. til 13. oktober, da weekenderne i september måned allerede var fuldt booket, inden vi nåede at reservere plads til vores arrangement.
Weekenden begyndte fredag aften med et lille foredrag af Bue Vester-Andersen, hvor temaet var "Hvad kan du ellers lave med din førerhund". Bue viste nogle aktivitetsøvelser som er rigtig gode til at fremme samarbejdet mellem hund og bruger, hvilket også har stor betydning når vi bruger vores førerhund i hverdagen.
Lørdag formiddag havde vi besøg af Julie, som er fodervært. Et meget interessant og spændende foredrag.
Lørdag eftermiddag samt søndag formiddag var der tilrettelagt forskellige aktiviteter samt gåture inden hjemrejsen søndag efter frokost.
Som jeg tidligere har nævnt er vi meget afhængige af at hjælpere og førerhundeinstruktører har lyst til at stille sig til rådighed i forbindelse med vore arrangementer. Der skal derfor også lyde en stor tak til dem for samarbejdet i 2019. Et samarbejde jeg håber også vil fortsætte i de kommende år.
Bladet Førerhunden
Vi har omkring det nyligt overståede årsskifte sagt farvel til vores redaktør gennem de sidste tre år Tina S. Thøgersen, da hun syntes hun savnede den fornødne tid til fortsat at påtage sig denne opgave. Jeg vil derfor gerne her sige Tina tusind tak for et rigtigt godt samarbejde, og håber ikke du kommer til at savne os alt for meget.
Samtidig var vi også så heldige at vi kunne sige goddag til Tinas afløser, Rene H. Nielsen, som på opfordring meget hurtigt sag ja til at påtage sig redaktøropgaven. Vi glæder os i bestyrelsen rigtig meget til samarbejdet med Rene, og håber du kan være med til at skabe endnu mere liv i vores blad.
Også i det forløbne år har vi udgivet vores medlemsblad Førerhunden 6 gange. Der har som sædvanlig været indlæg fra formanden, referater fra vore møder, lydindslag fra de foredrag der har været i årets løb, invitationerne til vore arrangementer, stof fra vores redaktør men desværre meget få bidrag fra medlemmer. Som tidligere nævnt vil det være rigtig dejligt såfremt I medlemmer også ville bidrage noget mere til, at vores blad kunne blive endnu mere mangfoldigt og spændende.
Kvalitetspapir førerhunde
Så lykkedes det endelig. Den største og mest komplicerede opgave bestyrelsen har haft i de seks år jeg har siddet som formand, er nu endelig afsluttet.
Her er naturligvis tale om det kvalitetspapir som skal forsøge at beskrive vore krav og forventninger til hvad en bevilling på en førerhund skal indeholde. Det har vi følt er nødvendiggjort af, at alle der har lyst til det nu kan nedsætte sig som førerhundeleverandør. På den måde håber vi at kunne medvirke til sikring af førerhundens kvalitet samt indholdet af en bevilling ikke forringes. Her tænker jeg først og fremmest på at nogle af de ydelser der følger med en bevilling i dag, ikke pludselig bliver til brugerbetaling.
Papiret blev rundsendt i en elektronisk udgave til alle landets kommuner, kommunikationscentre og synscentraler omkring den 1. maj, og senere på året blev det ligeledes rundsendt til alle medlemmerne.
Det har resulteret i at vi har fået enkelte henvendelser fra modtagerne af papiret, men dog ikke det store antal. Til gengæld har førerhundeordningen haft adskillige henvendelser, hvilket har været rigtig godt, da vi på den måde netop har fået sat lidt mere fokus på den problemstilling der ligger til grund for at vi overhovedet har lavet kvalitetspapiret.
Samarbejde med førerhundeleverandørerne
Også i 2019 har vi holdt et enkelt samarbejdsmøde med Dansk Blindesamfund og Førerhundeordningen.
Det er jo altid givende med den slags møder, som ofte også medvirker til at få fjernet eventuelle misforståelser samt skabe respekt for hinandens arbejde.
Også denne gang er det eneste jeg vil nævne fra dette års møde snakken om det bøvl der er når man skal have sin hund med til udlandet. Som det er på nuværende tidspunkt skal man henvende sig til Førerhundeordningen i Dansk Blindesamfund, og her bede om noget dokumentation, som skal bruges hvis man bliver standset i tolden.
Det er som tidligere nævnt Fødevarestyrelsen der kræver dette, og Thorkild Olesen har lovet at rette henvendelse herom til dem, så der kan findes en smidigere måde at gøre dette på eller måske få fritaget førerhunde fra denne ordning.
Hvad status er, ved jeg ikke for nuværende; men der skulle jo blive mulighed for at spørge Thorkild når han møder op på generalforsamlingen fredag aften.
Førerhundens Dag
I 2019 var der lagt op til, at vi førerhundebrugere skulle ud og holde foredrag på skoler og andre steder, hvor man var interesserede i at høre om førerhunde. Opbakningen fra brugerne var dog meget minimal, men derfor alligevel en kæmpestor tak til jer der var ude at fortælle på dagen. Det betyder rigtig meget at vi kommer rundt med vore hunde og får fortalt hvilket fantastisk hjælpemiddel en førerhund er, samt hvilke regler der er for at vi må tage vore hunde med de fleste steder. Der er desværre fortsat rigtig mange mennesker der ikke kender disse regler, hvilket jævnligt resulterer i dårlige oplevelser for os førerhundebruger. På den måde er det jo også hjælp til selvhjælp, når vi tager rundt og holder disse foredrag.
På nuværende tidspunkt, hvor jeg skriver denne beretning, ligger det ikke helt fast hvilket aktiviteter vi gerne vil involvere jer i, i årets Førerhundens dag, men det ved jeg givet mere om på generalforsamlingen.
Afslutning
Jeg har fået lov til at være formand i seks år, og har nydt så godt som hvert et øjeblik. Det skyldes først og fremmest den glade og positive stemning jeg møder hos såvel medlemmer, instruktører, hjælpere og når vi er sammen på vore arrangementer, men bestemt også fordi jeg har haft nogle gode mennesker at arbejde sammen med i bestyrelsen.
Endelig synes jeg også der har været et forbilledligt samarbejde med Dansk Blindesamfund og Førerhundeordningen gennem årene.
Jeg har valgt at sige stop som formand for LAF, hvilket alene skyldes min sygdom, da udsigten for mit helbred er meget usikker, mener jeg det tjener både LAF og mig bedst at jeg trækker mig nu, så formandsskiftet kan foregå stille og roligt, og uden alt for megen besvær for vores dejlige forening.
Til allersidst vil jeg gerne sige alle der har ydet en indsats til gavn og glæde for LAF og dens medlemmer samt samarbejdspartnere, tak for et godt og konstruktivt samarbejde i det forgangne år. Samtidig håber jeg at alle fortsat har lyst og energi til at være med, når der er brug for det.
På bestyrelsens vegne
Kai Østergaard
formand