Kvalitetskrav til førerhunde

Førerhunden giver sin blinde bruger frihed til at færdes på egen hånd og skaber tryghed i trafikken. Den blinde bruger er dybt afhængig af hundens færdigheder og det er helt afgørende, at førerhunden holder en høj kvalitet både hvad angår uddannelsen og den efterfølgende service fra leverandørens side.

Landsforeningen af førerhundebrugere (LAF) har som en service til kommunerne formuleret en række kvalitetskrav, som kommunerne kan bruge ved tildeling af førerhunde, således kommunerne er med til at sikre den høje kvalitet i førerhunde til blinde og stærkt svagsynede.

 

Baggrund

Landsforeningen Af Førerhundebrugere er bekymret for førerhundenes kvalitet og leverandørens ydelser set i lyset af det stigende antal leverandører af førerhunde i Danmark og den øgede konkurrence på prisen. Den øgede konkurrence på prisen kan let føre til, at kvaliteten af selve hundene og service fra leverandørernes side falder til et uacceptabelt niveau, hvilket kan føre til farlige situationer for brugerne.

På internationalt plan har organisationen International Guide Dog Federation et sæt standardkrav til deres medlemsorganisationer, som er førerhundeleverandører, både hvad angår førerhundenes kvalitet og færdigheder samt leverandørernes ydelser. Ingen af de danske leverandører er endnu certificeret af International Guide Dog Federation.

Der er i disse anbefalinger primært taget stilling til forhold, som vedrører forholdet mellem hund og bruger og kontakten mellem bruger og førerhundeordning. Således berører Landsforeningen Af Førerhundebrugere ikke indkøb af hunde, træningsmetoder og aflønning af personale.

 

Pris og prisstruktur

 

LAF anbefaler vi en struktur, hvor man har en startpris og derefter et beløb som afregnes for hvert år, hunden er udplaceret hos brugeren. Denne prisstruktur vil bidrage til at sikre, at en bruger ikke kommer i klemme og måske ikke kan få bevilget en ny hund i en situation, hvor den gamle hund kun har været udplaceret i kort tid, inden den måtte tages ud af tjeneste som førerhund.

For at sikre den nødvendige kvalitet af førerhundene og den nødvendige støtte til førerhundebrugerne anbefales, at prisen på en førerhund som minimum inkluderer:

  • Forudgående udredning
  • Hjælp og rådgivning i forbindelse med ansøgning
  • Grundig test og tilstrækkelig træning af hund med henblik på udplacering hos en blind, ikke-professionel førerhundebruger
  • Godkendelse af færdigtrænet hund (evt. hos anden instans)
  • Match mellem hund og bruger samt evt. rimelig tilpasning af hund
  • Tilstrækkelig samtræning, folluw-up og hjælp til ejendomsforbeholdserklæringen
  • Rådgivning og problemløsning gennem hundens liv
  • Sundhedsudgifter og forsikring

 

Forudgående udredning

 

LAF anbefaler, at leverandøren, for både nye ansøgere og flergangsbrugere, laver en grundig udredning af ansøger, inden der ansøges om hund, herunder vurdering af vedkommendes egnethed til at bruge og tage vare på en førerhund, ansøgers fysiske formåen, synsstatus, evne til at færdes selvstændigt i det omgivende miljø, livssituation og boligforhold, vurdering af på hvilken måde en førerhund vil kunne forbedre ansøgers livssituation væsentligt.

For at ansøger kan vurdere, om en førerhund vil være det rette mobilitetshjælpemiddel, skal leverandøren give information til ansøger om livet med en førerhund og det ansvar og de pligter, som følger med, Information om hundes adfærd og de anvendte træningsmetoder, og mulighed for at afprøve flere førerhunde i praksis. Afprøvningen tjener desuden til at afklare, hvilken type hund, ansøger evt. bør have.

Udredningen og afprøvningen af hundene er et vigtigt led i match-processen mellem hund og bruger. Derfor anbefaler LAF, at udredningen som udgangspunkt er inkluderet i den samlede pris for hunden. Hvis en leverandør i en given sag skal stå for udredningen, mens en anden leverandør skal levere hunden, skal der alligevel finde en lignende udredning sted inden udplacering af en hund.

Alt orienteringsmateriale og andet skriftligt materiale til brugeren skal naturligvis udleveres til brugeren i et for den synshandicappede bruger tilgængeligt format og på brugerens primære læsemedium, f.eks. lyd eller punktskrift. Det gælder både under udredningen og ved senere kontakt mellem bruger og leverandør.

 

Ansøgning om førerhund

 

LAF anbefaler, at leverandøren yder rådgivning i forbindelse med ansøgningen om førerhund og hjælp til selve ansøgningen samt kontakt til kommunen. Leverandøren har på det tidspunkt allerede foretaget en udredning og kan beskrive, hvordan en førerhund kan hjælpe brugeren i det daglige samt tage stilling til, hvorvidt en hund kan anbefales.

 

Test og træning

 

En arbejdende førerhund skal, gennem sit forhåbentligt mangeårige arbejdsliv, kunne udføre opgaver, som kræver smidighed, god fysisk form samt en sund psyke. Derfor er det vigtigt, at de inden træning og udplacering testes for kendte sygdomme inden for de pågældende racer, som f.eks. hofteledsdysplasi, grå stær og sygdomme i albuer, og at hundenes adfærd gennemtestes meget grundigt. Viser hundene tegn på sygdom eller uhensigtsmæssig adfærd, bør den ikke udplaceres som førerhund.

Under både test og træning af hunden skal der tages hensyn til, at hunden skal fungere hos en førerhundebruger uden professionel erfaring i at træne hunde. Hunden skal med andre ord kunne kontrolleres af en blind førerhundebruger, der i situationer reagerer for sent, har manglende eller stift kropssprog, mangler øjenkontakt med hunden samt generelt er lettere for hunden at "snyde" end en seende førerhundeinstruktør. Dette gælder især i situationer, hvor hund og bruger ikke er i fysisk kontakt med hinanden.

Inden for rammerne af træningen skal der være mulighed for rimelige tilpasninger til den endelige bruger (se herom i afsnittet match og tilpasning).

 

Almindelige hundemæssige færdigheder

 

Hunden skal naturligvis være i besiddelse af almindelige færdigheder, så den kan fungere som førerhund og som hund i det hele taget uden at være til gene for hverken brugeren eller omgivelserne. Disse færdigheder skal kunne vedligeholdes af en blind førerhundebruger uden professionel hundebaggrund.

Her skal specielt nævnes følgende færdigheder:

  • Almindelige lydighedskommandoer (plads, dæk, sit og stå).
  • Lineføring
  • Kontrollerbar i frifase inden for en given radius
  • Renlig og med et håndterligt luftemønster
  • Kunne være alene
  • Kunne klare sociale møder med mennesker og andre hunde uden stress eller utryghed
  • Være vandt til fysisk håndtering, f.eks. få tørret poter eller blive vasket

 

Føringsmæssige færdigheder

 

Førerhunden skal føre sikkert, så brugeren kan bevæge sig trygt, både på kendte ruter, ved ændringer af kendte ruter samt under mere ukendte forhold. De føringsmæssige færdigheder skal altså være almene og ikke f.eks. bundet op på brugerens hyppigst brugte ruter.

Hunden skal altid stoppe ved nedadgående kanter, alle trapper samt ved forhindringer eller problemer, som hunden ikke selv kan klare.

Hunden skal kunne afpasse tempo og adfærd efter forholdene og skal f.eks. på kommando kunne lægge sig f.eks. under brugerens stol.

Hunden skal på kommando gå fremad i et tempo, som er afstemt efter brugeren. Det skal være muligt, inden for rimelige grænser at sætte tempoet op eller ned.

Hunden skal på kommando dreje til højre eller venstre ved først givne lejlighed eller fortsætte ligeud. Desuden skal hunden på kommando vende rundt og fortsætte i modsatte retning.

Hunden skal på kommando kunne gå i venstre eller højre side eller i midten af gangfeltet (fortov landevej m.v.).

Hunden skal på kommando med eventuel retningsangivelse kunne finde og vise brugeren følgende objekter: nedad- eller opadgående kant, fodgængerfelt, trappe, dør, siddeplads (stol eller bænk, f.eks. i offentligt transportmiddel), stander (f.eks. check-ind-stander på station.

Hunden skal på kommando med eventuel retningsangivelse kunne finde og følge en ledelinje.

 

Godkendelse af den færdige førerhund

 

LAF anbefaler, at førerhunde, inden de udplaceres, godkendes af en uafhængig instans, som ikke selv leverer førerhunde. Det bør være samme instans, som godkender alle førerhunde, så der sikres ensartethed i kvaliteten og hundenes færdigheder. Hvis dette ikke kan lade sig gøre, skal hundene som minimum godkendes af leverandøren ved hjælp af en klart formuleret og gennemsigtig godkendelsesprocedure, så både den fremtidige bruger og den bevilgende kommune kan se hvordan og på hvilke præmisser en hund er blevet godkendt. Godkendelsesrapporten skal naturligvis følge hunden.

Uanset hvilken instans, førerhundene bliver godkendt af, er det alt afgørende, at godkendelsen foretages af en person, som har en solid førerhundefaglig baggrund og nøje kendskab til, hvordan man færdes som blind, da det ellers vil være umuligt at vurdere hundens adfærd og faktiske færdigheder.

I denne forbindelse skal følgende testes grundigt:

  • Hundens føringsmæssige færdigheder
  • Hundens lydighed (med og uden snor på)
  • Hundens adfærd i frifase.

 

Match og tilpasning til brugeren

 

Det skal inden for rammerne af træningen eller eventuelt efter godkendelsen være muligt at foretage rimelige tilpasninger af hunden til den endelige brugers specielle situation. Der kunne f.eks. være tale om at træne eller afprøve specielle situationer eller arbejdsforhold. En del af denne afprøvning eller træning kan selvfølgelig foregå under samtræningen samt være en del af matchet mellem hund og bruger.

Eksempler på situationer, der kan kræve speciel tilpasning eller afprøvning:

  • Hunden skal føre på højre side (på grund af brugerens motoriske udfordringer)
  • Hunden skal trives i et miljø med andre dyr (f.eks. heste eller får)
  • Hunden skal være førerhund for en musiker og f.eks. kunne være til stede under koncerter.
  • Hunden skal hyppigt rejse med specielle transportmidler, f.eks. fly

 

Samtræning

 

Udplaceringen af hunden og samtræningen skal altid foregå der, hvor hunden skal arbejde, altså i brugerens nærområde og på de ruter, som brugeren skal benytte til daglig. Der skal være samtræningstimer nok til, at bruger og hund får lært alle daglige ruter samt andre hyppigt forekommende ruter. Hvis der er fastsat et bestemt antal timer, f.eks. 20 timer, skal det være muligt inden for rammerne af førerhundens pris at give flere samtræningstimer, hvis der er behov for det.

Ud over træning af ruter skal samtræningen inkludere frifase, røgt og pleje, samt hvad der i øvrigt skal til for at opnå en god start på forholdet mellem hund og bruger. Der skal herunder foregå en grundig introduktion til den konkrete hunds stærke og svage sider, særheder og faldgruber m.m.

LAF anbefaler, at der indføres en godkendelse af hunden og dens bruger under afslutningen af samtræningen i stil med, hvad man i andre lande kalder en ”offentlighedstest”. Dette skal bidrage til at sikre, at samarbejdet mellem bruger og hund fungerer ordentligt, når samtræningen afsluttes.

 

Ejendomsforbeholdserklæringen

 

Ejendomsforbeholdserklæringen er et dokument, hvor brugeren af et givet hjælpemiddel skriver under på, at hjælpemidlet er givet til låns af kommunen. I praksis markerer underskrivelsen af erklæringen overdragelsen af førerhunden til kommunen. Desuden fungerer dokumentet som brugerens endelige accept af hunden og afslutningen på udplaceringsforløbet.

Ejendomsforbeholdserklæringen skal ikke underskrives, før hunden er faldet til i sine nye omgivelser, og forholdet mellem hund og bruger er kommet godt fra start, f.eks. efter tre måneder. Hvis der på dette tidspunkt stadig er væsentlige uløste problemer i samarbejdet mellem hund og bruger, skal ejendomsforbeholdserklæringen ikke underskrives, før disse problemer har fundet en løsning.

LAF anbefaler, at leverandøren foretager opfølgningsbesøg hos brugeren, evt. i forbindelse med underskrivelse af ejendomsforbeholdserklæringen.

 

Løsning af føringsmæssige og hundefaglige problemer

 

Bevilling af en førerhund skal inkludere dækning af rådgivning og træning ved f.eks. ændringer i boligforhold eller nyt job, eller ved opståede problematikker i samarbejdet mellem hund og bruger. Det er af vital betydning, at hjælpen ydes hurtigt og ikke skal afvente ansøgning om ekstra bevilling fra kommunen.
En førerhund er et levende hjælpemiddel. På trods af en grundig test og træning, kan det derfor ske, at en hund ændrer adfærd eller bliver syg og som følge heraf må ophøre med at fungere som førerhund. Leverandøren skal i de relevante situationer kunne foretage en førerhundefaglig vurdering af, hvorvidt hunden fortsat er egnet som førerhund, og skal om fornødent kunne beslutte at kassere hunden eller afbryde samarbejdet mellem hund og bruger.

Derudover skal en leverandør også sørge for, at udplacerede hunde behandles dyreetisk forsvarligt, og skal kunne sætte ind med hjælp og i sidste ende kunne træffe beslutning om at fjerne hunden, hvis brugeren ikke længere skønnes egnet til at passe hunden forsvarligt eller bruge hunden som førerhund. I den forbindelse skal der være en mulighed for brugeren til at klage over den trufne beslutning.

 

Sundhedsudgifter og forsikring

 

Bevilling af en førerhund skal inkludere et årligt vedligeholdelsesbeløb, der som minimum bør dække følgende:

  • Alle dyrlægeordineret behandlinger og medicin i forbindelse med og som opfølgning på opstået sygdom.
  • Årligt dyrlægeeftersyn og nødvendige vaccinationer.

 

Det er af vital betydning, at hjælpen ydes hurtigt og ikke skal afvente ansøgning om ekstra bevilling fra kommunen.

Hvad angår den lovpligtige hundeansvarsforsikring, bør dette udgøre en del af bevillingen af en førerhund.